En mandag i august 2020 kørte Care by Nature-teamet til et TV-studie i Nordvest med bilen fuld af vasketøj, tørrestativer og sæbebær. Care by Nature var før sommeren blevet opfordret til at søge om at deltage i Løvens Hule, og siden udvalgt, og luften i bilen var tyk af en blanding af spænding og tro på, at vi var klar. Der er meget på spil, når man skal præsentere sin hjertebusiness på landsdækkende TV.
Fredagen inden optagelserne mødtes vi med specialister i at finde kapital til små virksomheder. De mente, at den værdiansættelse, vi havde tænkt os at præsentere for Løverne var alt, alt for lav. Så vi besluttede i ellevte time at følge deres råd om ikke at sælge os selv for billigt.
Hvis du har set afsnit 4 i sæson 6 af Løvens Hule ved du, at Løverne ikke delte dén opfattelse og vi fik ikke en investering med hjem. Til gengæld fik vi god respons på vores Care by Nature produkter fra Løverne og også bekræftet, at vores forretning er sund. Det var en stor oplevelse at være med, og vi fik en masse ud af vores deltagelse. Ikke mindst en erkendelse af hvor vigtigt, det faktisk er, at en investor/partner kan se det langsigtede potentiale i en virksomhed der vil arbejde bæredygtigt.
Siden vi stod foran de fem serieinvestorer i august, er der sket rigtigt meget. En af vores øverste prioriteter har været at udvikle nye produkter, som støtter vores eksisterende sortiment. I løbet af de næste par måneder lancerer vi nye Care by Nature produkter, der falder i kategorierne ”tøjvask”, “rengøring” og ”personlig pleje”.
I løbet af første kvartal af 2021 bliver Care by Nature lanceret på 13 nye markeder i Europa – herunder i fysiske butikker i Norge, Sverige, Tyskland og Østrig. Det har betydet produktion af nyt internationalt materiale og engelske emballager. Et vigtigt første skridt på vores rejse ud på flere europæiske markeder.
2020 blev et hårdt år for rigtigt mange iværksættere og små virksomheder, og det har heller ikke altid været let hos os. Forsinkede varer og emballager, lukning af detailforretninger, og den usikkerhed om, hvad fremtiden bringer, som vi nok alle føler os ramt af. Alligevel blev 2020 året hvor vi ansatte to nye medarbejdere og for alvor fik sat fart på udviklingen – en udvikling som vores deltagelse i Løvens Hule gav et ekstra spark bagi. Vi er stolte af at være nået hertil – også uden en investor på holdet (for nu!) – og vi glæder os til at se hvad 2021 bringer.
Vi håber, at I vil være med på vores bæredygtige rejse fremover - både her på vores blog men også på vores Instagramprofil @carebynature, hvor vi løbende tager jer med bag kulisserne og fortæller mere om, hvad det for os betyder at drive en bæredygtig forretning.