Lige nu oplever vi rigtig mange virksomheder, som ændrer på deres produkters emballage for at gøre dem mere bæredygtige. I øjeblikket ser vi især mange produkter blive lanceret i emballage lavet af genanvendt plastik.
Og det lyder jo umiddelbart fantastisk - at kunne genanvende alt vores plastaffald, så det ikke ender i naturen, vores verdenshave og os selv i sidste ende.
Desværre er det bare ikke altid sådan, det fungerer med plastik.
Modsat glas og aluminium er det nemlig svært at genanvende plastik. For hver gang plastik bliver genanvendt, falder kvaliteten betydeligt. Genanvendt plastik er kort sagt det, man kalder “downcycling” (modsat “upcycling”), fordi kvaliteten falder for hver eneste gang, det genbruges.
Det betyder, at vi i sidste ende skal skille os af med det som affald alligevel, fordi det ikke er holdbart nok, udleder sundhedsskadelige kemikalier eller andet.
En anden problematik ved genanvendt plastik er, at et produkt lavet af genanvendt plastik ikke nødvendigvis betyder, at det ikke OGSÅ indeholder nyt plastik. Ofte iblandes der nemlig nyt plastik i genanvendt plastik for f.eks. at øge holdbarheden. Det er et stort problem, da det betyder, at brugen af genanvendt plastik forbliver afhængig af produktionen af ny plastik. Og så kører dominoeffekten.
Plastik er et godt og holdbart materiale til mange ting, men det skal i vores optik simpelthen ikke bruges til emballage og andet engangsbrug.
Og løsningen på lang sigt er ikke at genanvende det - det er at finde andre alternativer til plastik.
Vi frygter, at brugen af genanvendt plastik blot er et plaster på såret, som skal give virksomheder og forbrugere renere samvittighed. I virkeligheden løser genanvendt plastik ikke problemet - faktisk bidrager det til det.
Der er heldigvis rigtig mange plastikfri alternativer til plastik - glas, metaller, papir, tekstil og nye bionedbrydelige materialer - der har mange af de sammen egenskaber som plastik. Og det er de materialer, vi selv vælger, når vi laver vores produkter til Care by Nature.
Vi kommer alligevel til at skulle kigge den vej i fremtiden, for plastik bliver aldrig bæredygtigt. Der skal findes andre løsninger uanset hvad.
Så hvorfor ikke starte nu?
Er genanvendt plastik bæredygtigt?
Skrevet af Rikke Macijowski Nielsen d.